Om Henriette - datter til en demensramt mor

Foto: Claus Peuckert, 2017

Jeg hedder Henriette og er 50 år.

Jeg er gift på 29. år. Min mand og jeg har to voksne døtre.

Ud over at være datter og efterladt til en mor med Alzheimers sygdom, er jeg så meget andet. Mit liv indeholder og udgør mange andre facetter, gøremål, udfordringer og andet indhold, der alt er med til at gøre mit liv til et farverigt puslespil.   

 

Karriere

Jeg er uddannet socialrådgiver og projektleder og har beskæftiget mig med socialfagligt arbejde i mange år, alt fra børn- og unge til integration og til uddannelse & beskæftigelse.

De seneste år har jeg arbejdet som projektleder & projektkoordinator for forskellige kommuner, bl.a. via Socialministeriet med fokus på borgere med personlighedsforstyrrelser. Senest med fokus på beskæftigelse og uddannelse via empowerment og åben dialog.

 

Forfatter

Jeg har skrevet den første danske erindringsbog om demensens indtog i en families liv.

Når mor har demens – en fortælling om sorg, glæde og angst

Bogen udkom den 25. februar 2017 og kan købes rundt om i landets boghandlere og på Internettet.

Jeg er medlem af Dansk Forfatterforening.

 

Foredragsholder

Det er betydningsfuldt for mig at være åben omkring min mors Alzheimers sygdom og hendes sygdomsforløb. Det har især stor værdi og er meningsfyldt for mig, at dele min mors og ikke mindst min egen historie som pårørende - herunder livsvilkårene, dilemmaerne og tabuerne, som kan opstå i livet med en demenssygdom.

At være pårørende er for mange pårørende et stressfyldt liv fyldt med bekymringer, angst og magtesløshed. Som forladt pårørende ved jeg, hvor vigtigt det er at spejle sig i andre pårørendes historier og oplevelser, for derigennem at kunne finde håb, få afklaring eller finde ro og mod i sit eget liv og sin egen rolle som pårørende.   

 

Facilitator

Jeg afholder workshop og samtalesalon for at den enkelte pårørende for mulighed for at stå stærkere fysisk som mentalt som pårørende.

Det er vigtigt, at den enkelte pårørende tør sætte sig selv i centrum og fokuserer på, hvordan han/hun undgår selv at blive syg, bliver tappet for energi eller ender i isolation. Først når den pårørende er i stand til at yde omsorg for sig selv, er han/hun i stand til at yde optimal støtte og kærlighed til sit familiemedlem med en demenssygdom og på den måde være nærværende sammen med pågældende.