De første spæde tegn...

Kort efter mor er fyldt 50 år, begynder hun at forandre adfærd. Hun forsøger at skjule de små tegn på, at hun er udfordret på hukommelsen. Når jeg påpeger eller leder samtalen hen på hendes hukommelsesproblemer eller hyppige gentagelser er hendes afværgemanøvre eller forsvarsmekanisme "nåå, det er da ikke så slemt" eller med latter og smil. 

 

Augustenborgs psykiatriske hospital

Forude rumsterer historien om min morfar, der havde udprægede hukommelsesproblemer. Han endte sine dage - tvangsindlagt på Augustenborg psykiatriske hospital uden at genkende nogen af sine familiemedlemmer. Den viden leder uvilkårligt tanken hen imod, om min mor deler skæbne med sin far.

Jeg har ikke lyst til at bringe emnet op, når det kommer til Alzheimers sygdom. Jeg har på ingen måder lyst til at gøre min mor ked af det. Samtidigt kan jeg ikke ignorere min mavefornemmelse, der fortæller mig, at "der er noget galt".  

De første gange jeg opfordrer mor til at kontakte egen læge, forlader hun tavst rummet, vi står i. Jeg nægter at stikke hovedet i busken eller at ignorere min mavefornemmelse. Jeg kan se hende, at hun frygter min vedholdendhed - hun ved, at jeg ikke har i sinde at give slip, før vi har fundet svaret på hendes forandringer.

 

Typisk overgangsalder

Lægens konklusion kommer i den grad bag på mig. Mors forandringer skyldes overgangsalderen. Det er forventligt, at hun oplever forandringer såvel fysiske som psykiske i hendes alder. Forandringerne er naturlige og typiske tegn på kroppens ældningsproces.

Lægens forklaring sender mor lettet og glad hjem igen. Jeg bør også være glad og lettet, men noget inde i mig siger, at der er noget galt. Som pårørende er jeg ikke tilfreds med lægens svar. Nogle måneder senere er mor tilbage hos lægen. Denne gang har jeg insisteret på, at hun får en grundigere undersøgelse.

 

Alzheimers sygdom

Lægens besked er chokerende. Undersøgelserne og udredningen på Sønderborg Sygehus afslører demens og Alzheimers sygdom. Mor er sidst i sine 50ére, da hun får demensdiagnosen Alzheimers sygdom.

 

Vished og magtesløshed

Først flyver en lettelse igennem mig dog kun en meget kortvarig en af slagsen. Dernæst strømmer en hær af spørgsmål med i kølvandet.

"Hvad betyder en demensdiagnose egentligt?" Hvad venter der os på kort sigt?" "Hvad venter der os på længere sigt?" "Hvordan hjælper jeg min mor bedst?" "Hvad skal jeg gøre som pårørende?"

Samtidigt ser jeg magtesløs til, at mor krybber ind i en osteklokke. Hun nægter at komme ud igen. Hun bagatelliserer diagnosen, hvis hun da ikke undviger at svare på mine spørgmål omkring diagnosen.

Indrømmet! Jeg afskyr, at Alzheimers sygdommen er min mors følgesvend resten af hendes liv! Af vores liv. 

 

Mors første tegn på demens viser sig på følgende måde:

  • Hun er oftere tavs og stille i sociale sammenhænge
  • Hun trækker sig og går fx ud i køkkenet for at ordne noget
  • Hun gentager sig selv og gentager fortællinger om fx oplevelser med få minutters interval
  • Hun bliver hurtigt lettere irritabel og utålmodig

 

Forandringer hos din demente pårørende - hvordan viser de sig?

  • Er du opmærksom på, om din pårørendes personlighed har ændret sig? Måske markant?
  • Hvordan har din pårørendes adfærd ændret sig?
    • Er der tale om udadreagerende eller indadvendte reaktioner og handlemønstre? 
  • Hvordan påvirker den ændrede adfærd dig?
    • Er du ked af det? Er du opfarende? Fornægter du din pårørendes adfærd?

 

Vær opmærksom på at tale med andre/dine nærmeste eller mennesker, som du er fortrolig med, når du mærker, at følelser og tanker går dig på. Vær også mærksom på, hvordan din adfærd og dine reaktionsmønstre kan påvirke den dementramte og jeres kontakt.

Husk: Vær aldrig alene med dine tanker og bekymringer. Kontakt din læge, hvis du er bekymret, har dystre tanker og/eller sover dårligt om natten over længere tid.