Elefanten i rummet

Efter mor får demensdiagnosen Alzheimers sygdom, holder hun diagnosen på afstand på behørig vis ved sjældent at omtale eller nævne den i vores samtaler og samvær.

Mor er fast besluttet på at fortsætte livet som hidtil. Hun opretholder en glad og munter facade udadtil. Hun fortsætter livet og hverdagen, som intet er hændt. 

Jeg mistænker mor for to ting:

1) Hun mangler sygdomsindsigt og sygdomserkendelse

2) Hun nærer håbet om, at demenssygdommen forsvinder, hvis hun ikke nævner den med ét ord: Elefanten i rummet

Men ... elefanten er her! Den gemmer sig bag sofaen. Den står bag ved gardinet. Mor nægter at se elefanten i øjnene, også selvom den sidder og spiser med ved aftensbordet.

Noget siger mig, at vi bliver nødt til at gribe fat om elefantens hale og trække den ind i lyset.

Noget siger mig, at det er mig, som skal trække elefanten frem ... 

Den vokser sig større og større dag for dag. Den forsvinder aldrig ud af vores liv - lige meget, hvor meget vi undgår at tale den i dagligdagen, eller vælger at ignorere dens eksistens. 

Demenssygdommen kan ikke gemmes eller ties væk. Den kan ikke skjules i al evighed. Tværtimod!

 

Hvorfor er det vigtigt, at mor ser "elefanten i øjnene"?

Jeg er bange for, at mors ignorering eller undervurdering af demenssygdommen og dens indgriben på hendes funktionsniveau og hendes hukommelse kan få fatale følger for hendes sikkerhed. Min frygt er, at hun kommer til skade, overser farer eller går hjemmefra og farer vild en iskold vinterdag.

Min mors håndtering - valg eller ikke valg af ignorering af demenssygdommen - giver anledning til at tænke på, om den manglende indsigt i virkeligheden er en del af sygdommens omsiggribende ødelæggelse af hjernen ...