Egenomsorg

Gennem årene finder jeg ud af, hvor meget min mors demenssygdom fylder i mine tanker, tærer på mine kræfter og tapper mig for energi.

Gennem årene lærer jeg vigtigheden af, at jeg er god ved mig selv og giver mig selv egenomsorg. Det er livsvigtigt i forhold til de følelsesmæssige svære og tunge dage som pårørende - men ikke at forglemme også i høj grad i forhold til mit eget liv, min familie, mit arbejdsliv og venner og fritid.

 

Vær god ved dig selv som pårørende og husk:

  • Gør ting i hverdagen, som gør dig glad, og som får dine tanker væk fra sygdommen. Derved tilfører du dig selv mentalt overskud til de dage og perioder, hvor sygdommen er særlig krævende og følelsesmæssigt psykisk hård ved dig.
  • Lav ting, som tilfører dig energi og er omsorgsgivende for dig.
  • Vær til stede i nuet sammen med din demente pårørende og på hans eller hendes præmisser.
  • Brug tid og kræfter, der hvor du reelt har indflydelse og kan støtte din demente pårørende.
  • Vær taknemmelig for øjeblikke og stunder sammen med din demente pårørende.
  • Glæd dig over minder og oplevelser, som du har sammen med din demente pårørende. 
  • Syng og le sammen med din demente pårørende - der findes intet så forløsende og livsbekræftende som et godt grin.
  • Udarbejd livshistoriebogen sammen med din demente pårørende, hvis det stadigt er muligt. (Se mere om livhistoriebogen - under anden fane her på hjemmesiden).
  • Vær åben omkring din livsvilkår som pårørende til en dement. Fortæl venner, kollegaer, naboer og andre mennesker tæt omkring dig, at du er pårørende til en dement.
  • Spørg din demente pårørende hvad han eller hun ønsker sig i forhold til fremtidig pleje, flytning til plejecenter (f.eks. hvilke ting, tøj, andet, som han eller hun ønsker at få med til plejecenteret) og i forhold til "sidste vilje".
  • Opsøg foreninger, netværk, frivillige eller andre, som tilbyder socialt samvær og/eller et åndehul til at snakke om det, at være pårørende til en dement
  • Gør brug af foreninger og organisationer, som har en bred viden om demenssygdomme, og som er eksperter på demensområdet. Afmystificering og viden om demens er med til, at du kan undgå unødvendige bekymringer og kan undgå stress.

 

Husk på, at det alene er dig, som vælger tilgangen og måden, hvorpå du møder demenssygdommen. 

Husk på, at du som pårørende til en dement på ingen måder er alene med den sorg, det er, at se ens allerkæreste svinde bort.