Plejecenteret kalder ...

Tidspunktet er kommet!

Mors behov for pleje, omsorg og opsyn er en realitet i sommeren 2009. Seks år efter demensdiagnosen er stillet, kalder hendes såvel fysiske som pyskiske tilstand på pasning døgnet rundt.

Alzheimers sygdommen er nu så indgribende i hendes liv. Korttidshukommelsen er voldsomt svækket. Hendes kognitive evner og færdigheder er reduceret og forringet. Hun er inaktiv og forholder sig passiv. Deltager kun i aktiviteter, når andre opfordrer eller inviterer hende med inden for. Nat er blevet til dag - og omvendt.

I nogen tid før flytningen til plejecenteret deltager mor i lettere aktiviteter i et dagcenter et par gange om ugen. Her møder hun sundheds- og plejepersonale og tilbringer et par timer med andre demente. Hun bliver mødt med krav og forventninger, som passer til hendes funktionsniveau. 

Overgangen til plejecenter er kommet ind i sin afsluttende fase.

 

Voksenrollen i vores relation

Kort før mor flytter ind på plejecenteret, bønfalder hun mig om ikke at skulle flytte hjemmefra.

For første gang oplever jeg, at jeg sidder med hendes liv i hænderne. For første gang oplever jeg at have overtaget voksenrollen i vores relation. Min mor er det lille barn, som desperat forsøger at sige: "Jeg skal nok være artig og gøre alting godt igen, bare I ikke sender mig væk!"

Det gør ondt langt nede i maven at opleve mor bønfaldende og se hendes våde øjne. Se hende ked af det. Jeg forsøger at trøste hende og siger, at personalet helt sikkert er søde og hjælpsomme. At de passer godt på hende. "Du kommer et godt sted hen ...", beroliger jeg mor. 

Øjeblikket efter forsvinder mor ind i glemslens grå verden. Glemmer sin appel og bøn. Hun glemmer angsten og frygten for flytningen. Angsten for det ukendte. Hun kigger nysgerrigt og forundret på mig, som nu er den af os to, der sidder med våde øjne og pudser næse.

Min mor ved og fornemmer, at der sker store forandringer i hendes liv - og jeg har besluttet mig for ikke at skjule eller benægte disse.