Utilstrækkelighed

I min mors år som dement dukker jævnligt følelsen af utilstrækkelighed op.

Jeg bebrejder mig selv for at tvinge hende til at se demenssygdommen i øjnene, når hun helst vil fastholde en velkendt hverdag og fortsætte livet som vanligt. Jeg bebrejder mig selv for ikke at være der nok for min mor – på trods af at jeg har en hverdag, et arbejdsliv og min egen lille familie, som har brug for mig og min tilstedeværelse.

Senere bebrejder jeg mig selv for ikke turde være mere vedholdende, når min mor og jeg en sjælden gang endelig fik drejet vores samtaler over i hendes liv med demens og som dement. Selvbebrejdelse for ikke at insistere tale om hendes ønsker, som demensen skrider frem i forhold til pleje, overgangen til plejecentret, hendes begravelse og hendes ønsker i den forbindelse.

Mors sidste leveår på plejecenteret kaster en lind strøm af utilstrækkelighedsfølelse med sig. Jeg synes ikke, at jeg slår til som datter. Jeg bebrejder mig selv for ikke at besøge hende nok på plejecentret. Ikke at ringe til hende. Ikke at ringe ofte nok til personalet og spørge ind til min mors dag og hendes velbefindende.

En hændelse i mit liv får mig til at forstå, at det på ingen måder er sundt for mig eller gavner mig at dunke mig selv i hovedet. Det nytter ikke at gå rundt med dårlig samvittighed eller skyldsfølelse. Jeg gør det godt … Faktisk gør jeg, hvad jeg kan og magter som medramt datter. Det en lettelse for mig at forstå og se, at jeg kun er menneske.  

Utilstrækkeligheden skiftes ud med anerkendelse. Jeg anerkender de små ting og tiltag, jeg gør sammen med min mor, og pludselig oplever jeg at have overskud og energi til at bære og rumme min mors forandringer på grund af demensen. Pludselig forvandles mine besøg hos min mor til små stjernestunder på plejehjemmet.

Efter hændelsen bliver jeg i den grad opmærksom på min egen tankestil. Jeg bliver opmærksom på, hvad det betyder og hvilken forskel det gør på mig og mit liv, når jeg skifter skamfulde følelser ud med konstruktive og bekymringsfrie tanker. Det har været og er stadig til tider en udfordring - uden tvivl - men i dag er jeg glad og lettet for at have sluppet mine selvbebrejdelser. Jeg anerkender det, som jeg giver min mor og det, som jeg gør for min mor.

Hvor befinder du dig? Kig indad - spørg dig selv:

  • Hvor meget får mine tanker lov til at styre mig i en negativ retning?
  • Hvor er mit fokus, når det handler om min dementramte pårørende?
  • Tager mine tanker al min energi fra mig?
  • Har jeg lyst til og/eller mod på at slippe mine bekymringer?

Husk at behandle dig selv mildt og venligt. Det lyder måske enkelt, men er ofte meget svært...