Anmeldelser til "Når mor har demens - en fortælling om sorg, glæde og angst"

Jeg kan bruge bogen i hverdagen som trøst for dem i min nære omgangskreds, vis familie er ramt. Vores familie er endnu ikke ramt. Bogen er hudløst ærlig og beskriver de ting, vi alle frygter. Den er sørgelig, hvor jeg til tider var lige så frustreret som forfatteren. Glædeligt at opdage, at den demente har lyse og glade øjeblikke, som giver den pårørende endnu et lille håb. Håbet som brister snart igen. En ond sygdom som får en til at tænke – hvorfor denne familie? Hvor kommer det fra? Letlæselig, gribende, rørende og nærværende.
Uanset om man har pårørende med demens eller ej, kan den med fordel læses. Bogen giver indsigt i en verden, som ingen kan vide hvordan er, inden man har oplevet den. Trods det sørgelige er det en meget god oplevelse at læse bogen.
Kan varmt anbefales.

Gitte Johansson, museumsvært

 

Jeg har læst bogen Når mor har demens – en fortælling om sorg, glæde og angst af Henriette Ghorbani. Bogen er en personlig beretning om, hvordan det er at være voksen datter af en mor, der i en tidlig alder får Alzheimers, og bogen følger forløbet helt fra de første spæde tegn på sygdommen til tiden med fremskreden demens og slutteligt moderens død. Bogen er en rørende, ægte og åbenhjertig fortælling. Til tider fremkalder den smil, håb og glæde, til tider er den hjerteskærende og beskriver stor sorg og smerte. Undervejs følte jeg stor medfølelse med både forfatteren og hele hendes familie. Hun beskriver mange af de svære situationer, tanker og følelser, der kan være forbundet med at have en alvorlig syg i familien. Det værende sig eksempelvis både det at forholde sig til og rumme egen sorg og smerte over at have en mor, der langsomt sygner hen, og også de mange overvejelser omkring at hjælpe den syge mor og den raske far på bedste vis. Jeg holder særligt af de steder, hvor hun gengiver spørgsmål og refleksioner, hun har delt med sin mand. Her sætter hun ord på de mange og tanker og følelser, hun har gået rundt med, og som mange i samme situation ret sikkert vil kunne genkende. Hun er ikke bange for at sætte ord på også de mere tabubelagte tanker og overvejelser, hvilket er en af bogens styrker. Bogen er godt skrevet, fint illustreret og hvert kapitel suppleres med små, meningsfulde citater. Jeg vil med glæde anbefale bogen både i mit professionelle og private liv til folk, der må stå i forfatterens situation, det værende sig både i begyndelsen, midten og slutningen af et forløb med en demensramt forælder.

Majken Skjølstrup, psykolog

 

Jeg har med fornøjelse læst bogen Når mor har demens, som er en vandring i alle de følelser, der følger med, når et kært familiemedlem har denne diagnose, der rammer et menneske, men berører alle de nærmeste omkring dette menneske på dybeste vis.
Bogen beskriver en datters forfærdelse, afmagt og frustration over at blive sat i denne ”de pårørendes sygdom” på bedste vis. Min mand arbejder på et plejecenter og har demenskoordinatoruddannelsen. Derfor kan jeg bruge bogen, som supplement til hans fortællinger om netop det, at være pårørende til et dement menneske. Når jeg besøger plejehjemmet, kan jeg tydelig genkende de følelser, der berører de demente og deres pårørende, som Henriette Ghorbani så levende beskriver.
Bogen er letlæselig og har i den grad sin berettigelse. Bogen er klart Henriette Ghorbanis egne oplevelser med demens tæt inde på livet. Alle berørtes historier vil være forskellige, da et sygdomsforløb og de pårørendes liv og livssituationer er forskellige.
Jeg lærte ikke noget nyt, men jeg fik opfrisket min viden på området. Bogen kan bruges som ”pårørende” eller, for at bruge et bibelsk ord, som ”næste” til alle mennesker i al almindelighed. Alle lever vi sammen med mennesker med forskellige udfordringer, hvor livet gør ondt. Alle har vi retten til at bestemme over eget liv, og må stå ved siden af de mennesker, der er os nær, og være der for dem i respekt for deres ret til selvbestemmelse. De følelser Henriette Ghorbani beskriver bliver sat i spil i mange relationer og Henriette Ghorbanis ord på sine oplevelser, kan være lærerige for os alle.
En god bog at læse. […]

Mette Nørgård Pedersen, dagplejer, motorikvejleder

 

"Dette er ikke en boganmeldelse. Det er en kærlig hilsen fra en demenspårørende til en anden.

Det af utrolig stor vigtighed, at der løbende gøres opmærksom på demens. Ikke alene i form af løbende publicering af både forskningsresultater på selve sygdomsområdet og nye tiltag inden for plejesektoren, men i høj grad også i form af personlige skildringer fra pårørende. Som et led i sidstnævnte kategori, har jeg lige læst Henriettes bog.

Min personlige indfaldsvinkel til bogen er som pårørende til to nu afdøde Alzheimerramte forældre. At deres lidelser er forbi, gør ikke bogen mindre relevant for mig. Der er ikke noget, der hedder "tidligere pårørende" til en dement. Pårørende vil man vedblive at være.

Sorgen vil altid være en fast følgesvend. Sorgen over at ens nærmeste skulle igennem et så forfærdeligt sygdomsforløb, som de, i mine forældres tilfælde, oven i købet altid selv frygtede mest af alt. Og den personlige angst for både endnu engang at skulle opleve en person i nærmeste kreds blive ramt eller selv at få sygdommen er ligeledes fast medrejsende i en tilværelse som demenspårørende.

Der er mange ting i Henriettes bog, som bør fremhæves, men det tillader pladsen ikke. Jeg udvælger derfor specielt to ting. Den ene er vigtigheden af som pårørende at søge viden om demens og dermed forstå dens mange facetter og udtryksformer. Om man vælger en Pårørendeskole som Henriette, selv holder sig ajourført på området eller begge dele, er mindre vigtigt. Det vigtige er, at man har indsigt i selve sygdommen, at man er forberedt på, hvad sygdommen kan bringe, og hvad man som pårørende kan gøre for bedst at håndtere den i forhold til den syge og til sig selv. 

Den pårørendes følelse af ensomhed og isolation er bl.a. en logisk følge af det tidligere omtalte manglende kendskab til sygdommen. Derfor er en anden vigtig ting, som Henriette berører i bogen, kontakten med andre pårørende. For de er nemlig som oftest de eneste, der helt ind i hjertet forstår, hvad man som pårørende gennemlever under forløbet og i tiden derefter.

Selv om man er pårørende til demensramte, der lykkeligvist har fået fred, er Henriettes bog meget vedkommende. Den bidrager til at løfte én ud af den fortsatte ensomhedsfølelse, man som pårørende ofte oplever i den manglende forståelse af behovet for fortsat at tale om sygdomsforløbet, de mange voldsomme oplevelser og de tilbagevendende spørgsmål om, hvorvidt man nu gjorde det rigtige for de(n) syge.

Henriettes store kærlighed til sin mor skinner igennem hele bogen. Bogen er dedikeret til Henriettes mor, men også til alle os demenspårørende. Mange tak for det, Henriette!

Kærlig hilsen,

Lone"