Tusinde spørgsmål

Min mor får demensdiagnosen Alzheimers sygdom som 59 årig. 

Jeg er midt i 30'erne og har fuld fart på i livet. Ægtefælle. Fuldstidsmor. Fuldstidsarbejde. Fritidsaktiviteter og frivlligt arbejde. 

Demensdiagnosen afføder en strøm af spørgsmål med sig ... forkert ... afføder tusinde spørgsmål ...  

  • "Hvad vil det sige at have en demenssygdom?"
  • "Passer det, at min mor glemmer mig? Glemmer vores liv og historie sammen?"
  • "Hvor hurtigt udvikler sygdommen sig hos min mor?"
  • "Hvor længe vil min mor kunne fortsætte livet og hverdagen som hidtil?"
  • "Kan jeg lade min mor gå alene på indkøb?"
  • "Hvilken hjælp findes der til demente?"
  • "Findes der behandling til demente"? 
  • "Hvordan er forskningen på demensområdet?"
  • "Hvilken medicin er der til demente - hvordan virker medicinen?"
  • "Hvor langt er forskere i udvikling af medicin, som kan få sygdommen til at gå i dvale eller helt kurere denne?
  • "Er der håb for demente i forhold til helbredelse?"

Samtidigt med, at spørgsmålene trænger sig på, opdager jeg, at der er store begrænsninger i forhold til at finde svar på disse. Det bringer uro og forfærdelse ind i mit liv. Utilstrækkelighedsfølelsen banker på.

Yderligere ser jeg magtesløs til, at min mor krybber ind i en osteklokke og nægter at forholde sig til demensdiagnosen.

Vores liv har taget en epokegørende og alvorlig drejning. Vejen forude er ukendt, uvis og virker mest af alt skræmmende!