Sorgen & Savnet

Som menneske oplever vi gennem livet sorger og føler savn - ofte på grund af kriser og tab. Disse er uundgåelige og et livsvilkår for os alle. De er med til at forme os som til de mennesker, som vi er og er med til at præge vores personlighed.

Tidligt i mors sygdomsforløb forstår jeg, at sorgen og savnet er livsvilkårene for os pårørende til demente ...

Sorgfuld ser jeg, hvordan mor mister sig selv til demensygdommen. Ser, hvordan hun mister fodfæste i livet. Det er trist og tungt at vidne hendes alt for tidlige ufrivillige forfald på grund af Mr. Alzheimers. 

Visheden om, at hun aldrig kommer tilbage igen, som mennesket og kvinden, hun engang var, føles som barberblades skarpe blade mod huden. 

I takt med, at demenssygdommen udvikler sig, vokser savnet frem fra skyggerne.

Savnet af mor, som den hun engang var. Jeg savner at kunne dele mit liv og nye oplevelser med mor. Savner hendes arme omkring mig og indgyde mig mod, når jeg er modløs. Jeg savner klangen af hendes stemme. Savner hendes hjemmebag. 

Det er et hårdt slag at opleve, at jeg, allerede mens mor lever, oplever et knusende savn til hende.

Familien og venner udgør en livsvigtig livskilde igennem og efter sygdomsforløbet. De bærer mig oppe. De støtter mig. De giver kærlighed og inspirerer mig. De er der for mig. Vi er der for hinanden. 

 

Midt i sorgen hjælper disse ord mig videre ...

"Vi vælger ikke altid, hvad der rammer os, men vi vælger selv, hvordan vi reagerer på det, der rammer os"